toolsMenuPhone Tlf: +45 86 34 51 11
toolsMenuEmailIcon salg@airconteknik.dk

Aircon Teknik søger Marketingpraktikant

Er du studerende på en videregående uddannelse inden for markedsføring eller kommunikation? Skal du tilbringe efterårssemestret i praktik, og har du lyst til at prøve dine evner af i praksis i en førende B2B-virksomhed i kølebranchen? Så har vi den helt rette praktikplads til dig!
Skrevet den 26.03.2020, 11:49

 

Aircon Teknik har i de senere år gennemgået en positiv vækst, og vi søger derfor en udadvendt, struktureret og ambitiøs marketingpraktikant til vores kontor i Aarhus Nord. Du bliver en del af en ung og dynamisk enhed, hvor du vil få tildelt masser af ansvar og kan sætte dit personlige aftryk på dine arbejdsopgaver. Vi vil have et stort fokus på din faglige udvikling under hele praktikforløbet, og vi kan allerede nu garantere, at læringskurven bliver stejl! 

DINE ARBEJDSOPGAVER
Din opgave bliver at assistere den marketingansvarlige i det daglige arbejde og bidrage til at udvikle virksomhedens marketingindsats både online og offline. Vi fastlægger sammen din arbejdsportfolio ud fra dine ønsker og vores aktuelle behov, og du vil blandt andet komme til at beskæftige dig med:

- Udarbejdelse af inspirerende content til hjemmeside, kampagner og sociale medier
- Vedligeholdelse af produktdata i PIM (Product Information Management System)
- Opdatering og videreudvikling af virksomhedens hjemmesidedesign og webshop
- Søgemaskineoptimering og kampagneopsætning på Google og sociale medier
- Udarbejdelse af brochurer, flyers og andet grafisk materiale i InDesign
- Udformning og opsætning af nyhedsbreve MailChimp
- Diverse ad hoc-opgaver

Det er en fordel, hvis du har kendskab til eller konkret erfaring med InDesign, da grafiske opgaver vil forekomme. Derudover har vi en klar forventning om, at du:

- Studerer på en videregående uddannelse inden for et relevant fagområde
- Tager ansvar for dine arbejdsområder og følger projekter helt til dørs
- Kan begå dig i et dynamisk arbejdsmiljø med hyppige deadlines
- Arbejder struktureret og evner at have mange bolde i luften
- Er en stærk kommunikatør både på skrift og i tale

VI TILBYDER
- Et udbytterigt og spændende praktikophold hos en førende virksomhed i kølebranchen
- Engagerede kollegaer, som kan være med til at udvikle dig personligt og fagligt
- En stærk social arbejdskultur, hvor vi bifalder og fejrer vores succeser sammen
- Fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejdsdage samt studiedage

Vi ser gerne, at praktikforløbet har en varighed på mellem fire og seks måneder. Du får din daglige arbejdsgang på vores hovedkontor i Aarhus N, og den ugentlige arbejdstid er normeret til 37 timer. Vi stiller arbejdstelefon og PC til rådighed og refunderer dine transportomkostninger til og fra arbejdspladsen.

Hvis samarbejdet udvikler sig til en gensidig succes, vil du have mulighed for at fortsætte i en stilling som studentermedhjælper i foråret 2021. Løn og ansættelsesforhold fastsættes inden praktikperiodens udløb.

SÅDAN SØGER DU STILLINGEN
Send venligst ansøgning og CV til Marketingansvarlig Søren Kronborg på skb@airconteknik.dk senest søndag den 26. april 2020.
Vedlæg gerne andre relevante bilag såsom eksamensbeviser og udtalelser fra tidligere arbejdsgivere.

Kvalificerede kandidater vil blive indkaldt til samtale løbende, og vi opfordrer dig derfor til at søge stillingen hurtigst muligt. Ansættelsessamtaler vil blive afviklet via Microsoft Teams. Tiltrædelse vil være mandag den 17. august 2020 eller efter forudgående aftale.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Søren Kronborg på telefon + 45 92 44 11 78.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


UDTALELSE FRA TOBIAS HALSKOV CARLSEN, STUDENTERMEDHJÆLPER 2019
”Min tid som studentermedhjælper hos Aircon Teknik var en utrolig lærerig periode i mit uddannelsesforløb, hvor jeg har tilegnet mig praktisk erfaring og nye værktøjer inden for kommunikation og markedsføring. 

Aircon Teknik giver dig ikke bare nye kompetencer, men også frihed til at udvikle dine nuværende færdigheder og bestræber sig aktivt på at anvende disse i virksomheden. Med andre ord får du masser af praktisk viden og erhvervserfaring ind under huden, som du kan bruge, når du skal søge dit første job efter endt uddannelse.

Aircon Teknik er en varm arbejdsplads med en uformel omgangstone kombineret med en professionel og ambitiøs arbejdstilgang. Jeg vil helt klart anbefale Aircon Teknik som arbejdsplads til dit kommende praktikophold.”