toolsMenuPhone Tlf: +45 86 34 51 11
toolsMenuEmailIcon salg@airconteknik.dk

Nye kolleger bydes velkommen

Vi har i den seneste tid budt velkommen til to nye medarbejdere i Aircon Teknik. Her kan du læse mere om deres roller, første indtryk af virksomheden og vores forventninger til dem som medarbejdere.
Skrevet den 15.08.2018, 12:01

 

Aircon Teknik A/S er i vokseværk, og vi har drøntravlt med fortsat at yde kølebranchens bedste service til vores kunder. Derfor har vi i den seneste tid budt velkommen til to nye medarbejdere, der hver især skal være med til at løfte os som virksomhed.


Daniel Kjersgaard Jensen, Salgstekniker
Daniel Kjersgaard Jensen er blevet ansat i en stilling som intern salgstekniker hos Aircon Teknik pr. 15. august 2018. Daniel er 23 år gammel, bosiddende i Allingåbro og uddannet køletekniker hos Findan Køle- og Elteknik.

Hos Aircon Teknik vil Daniel primært beskæftige sig med at rådgive om produktvalg, dimensionere varmepumper og køleanlæg og yde teknisk support til vores kunder. På sigt er Daniel desuden tiltænkt en rolle som produktansvarlig inden for et af vores mange komponentområder.

På trods af sin relativt korte tid i virksomheden er Daniel allerede faldet godt til i de nye omgivelser:

- Jeg har set frem til at påbegynde et nyt kapitel hos Aircon Teknik og føler allerede, at jeg er faldet rigtig godt til på kontoret. Det er spændende pludselig at sidde ”på den anden side” af bordet og servicere de kunder, der for få måneder siden var mine kolleger, siger Daniel.


Rina Vijayasundaram, Marketingpraktikant
Rina Vijayasundaram havde ligeledes første arbejdsdag den 15. august og er tiltrådt i en stilling som Marketingpraktikant. Rina har netop taget hul på det sidste år af sin kandidatuddannelse i Informationsvidenskab og skal være hos os i efterårssemestret.

Rinas helt store interesseområde er kommunikation på de sociale medier, og hun vil derfor have ansvaret for at holde vores kunder og samarbejdspartnere opdateret på både Facebook og LinkedIn om vores mange nye tiltag i virksomheden. Derudover vil hun også assistere resten af marketingteamet i at udvikle og implementere vores nye e-handelsplatform, som skal være med til at give vores kunder en endnu bedre oplevelse, når de besøger os online.

- Det er altid enormt berigende at få nye idéer og kreative indspark ude fra, og vi har en forhåbning om, at Rina kan være med til at sætte sit præg på vores marketingindsats i den kommende tid. Vores ambition er selvfølgelig også, at vi kan være med til at udvide Rinas værktøjskasse og give hende et solidt afsæt på karrierevejen, siger Marketingansvarlig Søren Kronborg.